Selvom Godsbanen kun lige har fundet sin fremtidige form i forhold til ombygningen af stedet, og ikke engang detailprojekteringen er på plads, emmer der af liv og kreativ skaberkraft på arealet. Det har siden maj i år været muligt at leje sig ind i kontorerne på Godsbanen, og mange forskellige kunstnere og projekter har taget imod muligheden. Så mange, at der er ved at booket op, helt til sommeren 2010, hvor ombygningen går i gang. Blandt den gruppe mennesker, der pt. er faste brugere af Godsbanen, kan blandt andet nævnes: Paw Styhn og Majbritt Skjoldborg, under navnet Futastic Structures, der er arkitekter og arbejder med rummelige installationer til mange forskellige formål. Måske har du selv oplevet deres design i forbindelse med koncerter i Ridehuset og events i byen? Skolen for Kunst & Design, BGK-linien, har også elever til at skabe projekter dernede. Her sidder de unge og opbygger deres kunstneriske kompetencer med henblik på at komme videre ud i en uddannelse for indenfor kunst, arkitektur eller design. Nogle enkeltstående kunstnere har også fundet vej til kontorfælleskabet, Kati Linek, der er ph.d.-studerende på linjen for elektronisk musik på konservatoriet, samt billedkunstnerne Mike Norton og Bodil Sohn. Derudover er kunstfællesskabet I do Art også repræsenteret i de små kontorer på Godsbanens øverste sal. Bureau Detours har lejet sig ind i den lille hal med det tilhørende gamle toldkontor bag Godsbanens store haller, som de har døbt ”Instituttet”. Bureau Detours er et kunst- og arkitekturfællesskab, der er blevet kendt på deres helt specielle og fantasifulde installationsstil. Der er en umiskendelig fantasifuldhed og legesyge over deres projekter, men som oftest er der også ilagt en kritik af vort samfund og tidsånd. Værkerne virker ved første øjekast som regel uafsluttede, der lejes med vores fantasi, og i nogle af projekterne er det meningen tilskueren skal få lyst til at bidrage med noget, at sømme flere ting på værkerne eller bruge kroppen i aktiv i dialog med projektet. En solskinsdag i december indfinder jeg mig på Detours´ adresse, blandt andet for at undersøge hvem de egentlig er, hvad de tænker og også hvordan de er opbygget organisatorisk. Ja, hvad bilder de sig i det hele taget ind? Jeg finder selv vej ind i kontoret. Men først bliver jeg i den grad udfordret visuelt, idet jeg stoppes af Byhøjskolens afgangsudstilling i den store hal. Hér må jeg stoppe op og tage en runde. Bang! Lige i mit ansigt! Værkerne er provokerende, undersøgende, kræver noget af mig som tilskuer. Hold da op, tænker jeg, sikke dog en skabergnist og talent der findes i denne by. Tanken er ikke ny for mig, jeg har tænkt den før. Håber denne gejst og skabertrang følger med ned på Godsbanen, når denne rigtigt åbner i starten af 2012. Stikker prøvende hovedet ind ad døren til kontoret, jo, det er her. Indenfor går en mand rundt i arbejdstøj og taler i mobiltelefon. Han er godt beskidt. Får minder om min far der kom ind i stuehuset, efter endt arbejdsdag på gården. Belagt med olie og støv. Men den umiskendelige lugt af svin, er dog fraværende her. Det gør mig ikke noget. Telefonsamtalen afsluttes. Manden, der hedder Mads Peter råber ud i rummet ”Gabriel, der er møøøde”. Endnu en beskidt mand dukker op. Vi sættes os ned, og der bliver tændt cigaretter. ”Hvordan startede I?”,… starter jeg. ”Vi lavede på et tidspunkt et installations-projekt sammen, en lille gruppe mennesker, på galleri Mackværket i Vestergade.”(Projektet var et hus med have i overdetaljering, skala 1: Flemming, han forestilles ca. 130 cm høj, inspireret af modens brug af str. x-small som æstetisk standard). ”Og i den forbindelse var det pissebesværligt, hver gang at skulle nævne alle involverede med navne. Så vi fandt på betegnelsen Bureau Detours.” ”Hvem er I egentlig, hvor mange er I?” ”Tjaah, vi er vel en 40-50 mennesker, nogle mere løst tilknyttet, andre med hænderne i de fleste projekter. Pt. har vi underafdelinger i Kolding, København, Odense, Oslo og Berlin. Samtidig er der en 8. klasse i Nørre Snede, der gerne vil starte en ungdomsafdeling.” Jeg er forvirret, kan man bare sådan lige blive en del af fællesskabet, melde sig ind uden videre? Hvad er det med en kunstnergruppe, der ikke lukker sig om sig selv, men bare byder alle mulige sådan velkommen? ”Har I ikke et manifest, nogle regler eller dogmer folk skal følge?” ”Næææ”, siger Mads Peter, men han kan mærke at jeg savner nogle svar hvis dette interview ikke skal falde til gulvet. Så han tilføjer ” Smil og sig hej”. Hmmm. Jeg noterer. ”Og så skal projekternes udtryk være flippet, men stramt. Fortællingen, budskabet om man vil, skal være klart aflæselig.” Det er et hyggeligt kontor jeg befinder mig i. Her er boremaskiner, vinkelslibere, men også computere, potteplanter og hjemlig atmosfære. Der er også tegnet på væggen. Hvad vi eksplicit blev frabedt af vores forældre, de gange vi prøvede på børneværelset. Det er tegninger af den samme mand i flere forskellige størrelser og situationer. Gad egentlig vide hvem det er? Spørgsmålet når ikke ud i rummet, for mit interview presser på, og jeg holder mig til sætningerne på mit papir. ”Jamen, hvad gør I, hvis der kommer nogen, der har en anden dagsorden end Jer. Nogle der vil ødelægge eller udnytte det I har opbygget?” ”Det har vi endnu ikke oplevet” siger Mads Peter. Og jeg tror på det. ”Folk finder hurtigt ud af om dette fællesskab er noget for dem, og er det ikke, siver de videre. Men dem der investerer sig i projekterne, og giver noget tilbage til fællesskabet hænger ved. Det er som om der er en usynlig tiltrækningskraft mennesker, projekter og ånd imellem. Ligesom et atom. Man kan ikke forklare hvorfor det hænger sammen, men det gør det”, smiler MP, og virker synligt tilfreds med at levere metaforer direkte til min lille A5 blok. ”Jamen,” prøver jeg igen, ”er I så ikke en forening eller?” ”Nææ, vi orker ikke den stringente opbygning, med formand, næstformand og kasserer, dagsorden og regnskab osv.” Nå. ”Vi har til gengæld et forum på nettet, hvor vi taler sammen, udveksler ideer og viden.” Ha! Nu nærmer vi os, tænker jeg. De er jo slet ikke så vilde og anarkistiske som de først giver udtryk for. ”Og så prøver vi at holde fællesmøder i Instituttet hver 14. dag” Hvordan med beslutningsprocessen? Hvem har det sidste ord? ”Beslutningerne træffes af cellerne, der er ingen overordnet chef. Det er de skiftende idemænd/kvinder, der er projektledere på deres projekter.” ”Tjener I penge?, kan I leve af det?” ”Nej, det kan vi ikke. Hvad vi tjener købes der som regel fælles materialer og værktøj for, så vi har ikke en bugnende konto…endnu”, griner drengene. ”Materialer?”, smager jeg, ”-men er det ikke noget med, at I bygger af gamle euro-paller?” Der grines igen. ”Det var egentlig kun Opera projektet. Selvom tanken er smuk, kan det sku ikke lade sig gøre at finde så mange brædder og paller, som de store projekter kræver. Vi ville simpelthen skulle bruge flere måneder på at støve træ op. Men I mindre projekter, som fx det hønsehus vi er ved at lave til bladet Samvirke, der bruger vi da overskudstræ.” ”Hønsehus?” ”Ja, vi blev kontaktet af bladet Samvirke, de spurgte om vi kunne lave en sofa ud af deres blade. Men det gad vi ikke rigtig. Vi foreslog at lave et hønsehus, og det står udenfor nu, klar til at få nye indbyggere”. Vi går ud og kigger på det. Foran mig står et lille, næsten poetisk hus af træ. Men vinduer, dør og lille trappe så hønsene kan gå ind og ud. ”Ja, så er det snart by-æg!”. griner Mads P. Jeg sender de fremtidige høns en varmende tanke. Selvom det er danske landhøns, tror jeg på, at det bliver lidt koldt for de små hønsefødder, når nu kong vinter truer med -20 grader over weekenden. ”Hvad har I ellers gang i for tiden?” , spørger jeg. ”Vi samarbejder med arkitekturcenteret DOGA i Oslo, om at lave et projekt til en rejseudstilling. Derudover har vi flere projekter i gang omkring byfornyelse. Det ene er i Nørre Snede, hvor vi samtidig laver et læringsforløb til en 8. klasse. I Fredericia C, Fredericias nye bydel, er vi ved at designe landskabskunst.” Det er spændende, tænker jeg. De her mennesker kommer vi til at høre meget mere til. Det håber jeg i hvert tilfælde. ”Hov, skriv lige at vi holder åbent hus hver torsdag fra 16-22. Alle er velkomne, bare kom ned og kig.” Jeg noterer ned, og giver hermed opfordringen videre. Tager mit varme tøj på og forsvinder væk fra matriklen, for denne gang. For jeg vender tilbage, der er helt sikkert.
