Bygningerne
Den gamle godsbanegård består af en hovedbygning med facade ud mod Skovgaardsgade og to lange varehaller koblet vinkelret på hovedbygningen. Oprindeligt var der et åbent gårdområde mellem de to haller, hvor godset blev læsset af og på togene. Dette blev siden lukket med en stor tilbygning, der bygger de to haller sammen til ét stort, sammenhængende kompleks.
Hovedbygningen fungerede oprindeligt som administrationscentral for det ind- og udgående gods og beløber sig størrelsesmæssigt til godt 2.300 m2 fordelt på tre etager samt en kælder og et loft. De to haller strækker sig over henholdsvis ca. 2000 og 2750 m2.
Tilbygningen mellem de to haller hører i som nævnt ikke til de oprindelige bygninger, men er senere blevet tilføjet for at afskærme på- og aflæsningsområdet omkring sporene, som ender blindt i området mellem de to varehaller. Dette område dækker over 5100 m2.
I henhold til byrådsbeslutningen om at omdanne godsbanegården til et kulturproduktionscenter er der afsat i alt 7341 m2 til det nye center. Dette svarer omtrentlig til størrelsen af hovedbygningen og de to haller tilsammen. Det er dog ikke sikkert, at det nødvendigvis er hallerne og hovedbygningen, som kommer til at udgøre rammen for produktionscentret. Hovedbygningen skal i henhold til byrådsbeslutningen inddrages i centret, men herudover kunne det fx også være én af hallerne og en del af tilbygningen, som blev omdannet til produktionscenter. Den anden hal vil så kunne bruges til et andet formål. Det kunne også være en helt tredje løsningsmodel. Det afgøres helt og holdent af totalentreprisekonkurrencen og de forslag, som kommer herfra.
(Alle angivelser af m2 er bruttokvadratmeter )
Beliggenheden
Den gamle godsbanegård har med sin beliggenhed på Skovgaardsgade en meget central placering i det århusianske byrum. Bygningerne ligger desuden i umiddelbar nærhed af en lang række kulturinstitutioner. Både Bymuseet, ARoS og Musikhuset ligger nær ved godsbanegården, og således kommer det fremtidige produktionscenter også til at fungere som et centralt bindeled i den såkaldte kulturzone.
Omdannelsen af godsbanegården til produktionscenter
Omdannelsen af godsbanegården til et produktionscenter for scenekunst, billedkunst og litteratur vil naturligvis betyde, at de aldrende bygninger skal gennemgå en omfattende ombygning og renovering. Vurderingen af hvorledes omdannelsen af godsbanegården skal udforme sig er lagt over i en totalentreprisekonkurrence. Her skal 5 udvalgte teams hver især give deres bud på, hvordan fremtidens produktionscenter skal tage sig ud, men der er flere retningslinjer og krav, der skal respekteres – heriblandt bygningernes bevaringsværdighed.
Både hovedbygningen og hallerne er erklæret bevaringsværdige, og dette skal der naturligvis tages hensyn til i omdannelsen af bygningerne.
Hovedbygningen og Hallerne er vurderet til at have en høj bevaringsværdighed. Den senere tilføjede tilbygning mellem hallerne er ikke erklæret bevaringsværdig. Det vil sige, at det er op til deltagerne i totalentreprisekonkurrencen at komme med forslag til, hvordan denne konstruktion bedst kan udnyttes, eller om den ganske enkelt skal rives ned for at give plads til noget helt andet.
De nye rammer
Det bliver i høj grad deltagerne i totalentreprisekonkurrencen, der kommer til at udstikke rammerne for, hvordan produktionscentret skal udformes. Bevaringsværdigheden sætter dog en naturlig grænse for i hvor stor udstrækning, der kan ændres på bygningernes oprindelige udseende, og dertil er der også nogle klart formulerede krav fra Århus Kommune om bevaringen af bygningernes historiske funktion.
I den løbende borgerinddragelse er det blevet klart, at der i byens kulturmiljø er et udpræget ønske om, at Godsbanen i sit udtryk bevarer en god del af sin historiske identitet som godsbanegård. Endvidere er det et ønske, at indretningen af centret skal lægge vægt på fleksible og gennemsigtige rammer, og at stedet i det hele taget kommer til at fremstå råt og robust. Dette har kommunen taget til sig, og det er således også blevet inkluderet i de formulerede forventninger til centrets omdannelse i materialet til totalentreprisekonkurrencen.
Af materialet fremgår det, at det er den overordnede målsætning, at kulturproduktionscentret kommer til at fremstå som et sted i stadig bevægelse. Indretningen ses således gerne præget af rustikke og ufærdige overflader, det overlader det til de fremtidige brugere at fortolke og udfylde de bygningsmæssige rammer, samt skaber mulighed for at redefinere rummene i forhold til fremtidens skiftende behov.
Blandt de kulturbygninger, som er nævnt til inspiration i materialet, er blandt andet Tate Modern i London, Dashanzi i Beijing og Holmens Kanonbådsskure i København. Omdannelsen af alle disse industribygninger til kulturelle fyrtårne er præget af at bevæge sig i grænselandet mellem restaurering og nyindretning. Dette stemmer i høj grad overens med, hvad man ønsker sig af omdannelsen af Godsbanen.




















