Indhold

image

Indhold i produktionscentret

Produktionscentret er primært rettet mod produktion af kunst inden for kunstarterne scenekunst, billedkunst og litteratur. Derfor skal centret indrettes med fysiske faciliteter, der stimulerer den kunstneriske produktion inden for disse kunstarter, selv om mere tværgående anvendelser også vil blive inkluderet for at sikre et dynamisk og levende miljø. Desuden skal faciliteterne være til rådighed for kunstnerisk produktion på alle niveauer.

Kulturproduktionscentret skal være et arnested for udvikling af kulturelle kompetencer blandt kunstnere, kulturentreprenører og andre, som får deres virke og gang i centret. Produktionscentret skal altså fungere som et mødested ikke bare mellem kunstarter, men også kultur, erhverv og uddannelse. Også virksomheder og uddannelsesinstitutioner skal således kunne anvende faciliteterne i samspil med de kulturelle brugere.

For at sikre, at kulturproduktionscentret også i fremtiden kan bevare sin relevans og imødekomme brugernes skiftende behov, er det vigtigt, at centret skabes med vægt på fleksibilitet og fremtidssikring frem for skræddersyede faciliteter til navngivne brugere. Set i sammenhæng med det samtidige ønske om at opnå mest muligt tværgående samarbejde betyder dette, at centrets faciliteter så vidt muligt ikke skal være fag- eller funktionsspecifikke. I stedet skal de være multifunktionelle og fleksible, så de kan bruges af forskellige brugere på forskellige tidspunkter og til forskellige formål.

 

De konkrete funktioner og faciliteter i produktionscentret

De overordnede funktioner og faciliteter, som de kan ses nedenfor, er alle fastlagt igennem en byrådsbeslutning. Indretningen og placeringen af de respektive faciliteter og funktioner er imidlertid endnu ikke afgjort og vil afvente afgørelsen af totalentreprisekonkurrencen i sommeren 2009.

 

Ankomst- og foyerområde

Dette område vil indeholde en café eller kantine med produktionskøkken, en foyer samt evt. mulighed for udstilling, en lille scene, en butik el. lign.  

Driftsorganisation og  Kulturforvaltning

Der vil blive etableret et kontor- og arbejdsområde for Kulturforvaltningen og produktionscentrets driftsorganisation.

Fælles kontorområde

Der vil blive etableret en række arbejdsstationer og mødesteder rundt om i bygningen. Der er bl.a. tale om mødesteder, stillezoner, cellekontorer m.m. Arbejdsstationerne kan anvendes af såvel faste som skiftende brugere og vil kunne tilgodese forskellige behov som udtryksformer til nettet, skrivevirksomhed, fordybelse og projektarbejde.

Scenefaciliteter

Området udgør en zone med en større og en mindre blackbox. Rummene opbygges fleksibelt, så de kan lægges sammen. Scenerne vil kunne anvendes både som prøvesale og til forestillinger, workshops m.m. I tilknytning hertil etableres omklædningsrum, bad, wc, garderober og scenedepoter.

Fælles produktionsområde/bookingarealer

Dette vil blive en række multifunktionelle lokaler til teater, performance, billedkunst, litteratur m.m. Lokalerne kan fx anvendes til fotoudstillinger, konferencer, møder, kunstnerværksteder, prøvelokaler, undervisning, mockup-rum m.m. Ud over de multifunktionelle lokaler af forskellig størrelse opbygges et enkelt auditorium. Alle lokalerne kan anvendes af alle brugere.

Værkstedsfunktioner

Centret vil også komme til at indeholde en række værksteder. Der bliver både tale om traditionelle værksteder såsom træ- og metalværksteder, samt en række rum med endnu ikke fastlagte fremtidsorienterede værkstedsfunktioner. Værkstederne vil kunne anvendes af såvel faste som udefrakommende brugere.

Gæsteværelser

Der etableres 9 gæsteværelser med hems og 1 gæsteværelse, der er indrettet, så det er tilgængeligt for handicappede. Gæsteværelserne kan fx indgå i udvekslingsprogrammer og understøtte gæsteproduktion, og de skal give professionelle kunstnere mulighed for at bo og arbejde på kulturproduktionscenteret i kortere perioder.

Musikcaféen

Det er besluttet, at det bestående spillested Musikcaféen får til huse på kulturproduktionscentret. I kraft af sin profil som et regionalt spillested og en rugekasse for ny og eksperimenterende musik vil Musikcaféen være med til at skabe liv på Godsbanen – også om aftenen.

Århus Filmværksted

Århus Filmværksted som omfatter undervisningsinstitutioner samt produktionsfaciliteter for ikke-kommerciel filmproduktion får også hjemme i det nye produktionscenter. I tilknytning hertil vil en række lokaler blive indrettet med henblik på filmrelaterede aktiviteter, herunder workshops, projektarbejder og undervisning.